Iværksætterpris: Odin Award blev beviset på at vi gjorde det rigtige

Iværksætterprisen Odin Award løber af stablen for tredje gang på torsdag d. 11. november i Dok5000 - prisen var mere end blot et klap på skulderen for Hung Ho og Shipmondo, der i dag tæller 26 ansatte.
shipmondo
Foto: Shipmondos stiftere, Hung Ho (t.v.) og Nicklas Nguyen (t.h.) (kredit: PR-foto)
 
Iværksætteri. Den ene af de to stiftere i Shipmondo, 35 årige Hung Ho, lægger ikke skjul på at Odin Award fik stor betydning for den dengang blot syv medarbejder store startup. Den unge stifter og direktør havde aldrig før vundet en pris, men høstede denne aften i 2018 både hovedprisen og publikumsprisen ved prisuddelingen ved Odin Award i Odeon. 
 
Shipmondo har sidenhen vundet stribevis af priser, men det var Odin Prisen der for alvor gav troen på at alt nok skulle lykkes. Det var følelsen af: “Vi kan godt det her”, sådan beskriver 35-årige Hung Ho følelsen af at vinde Odin Award i 2018: 
“Det var Shipmondos første pris og den blev beviset på at at vi gjorde det rigtige. Vi oplevede en generelt øget interesse for Shipmondo, og vi blev for alvor en del af Odenseanske iværksætter-netværk og lærte flere at kende på tværs af brancher.”
“Men det vigtigste af alt var følelsen af styrket sammenhold og troen på at vi kunne lykkes med alt internt på teamet”, fortæller den unge direktør. Shipmondo har siden Odin Award i 2018 høstet stribevis af priser, og den dengang blot syv medarbejder store startup tæller i dag 26 ansatte og er netop flyttet ind i sit nybyggede domicil i Odense SØ.

Gør byens tilbud mere synlige 

Da Shipmondo vandt Odin Award i 2018 var Odenses startup-miljø stadig meget ungt, og den hjælp man kunne søge var hovedsageligt fokuseret omkring robotiværksætterne. Men da en iværksætterpris pludselig gik til en IT-virksomhed blev det tydeligt at Odense havde mere at byde på end robotter. Pludselig kom en hel bølge af IT-iværksættere til syne, som ligesom Shipmondo nu er i gang med at finde sig til rette i byen side om side med robotvirksomhederne. Det er dog ingen utilfredshed at spore hos Hung:

“Vores rejse fra startup til etableret virksomhed er gået rigtig godt. Men skal man i fremtiden gøre det endnu mere attraktivt for iværksættere at starte op og blive i Odense, kan man overveje at arbejde på at gøre byens tilbud mere synlig, og fokusere mere på tiltrækning af flere software-startups og kompetencer fra andre steder i landet og måske fra udlandet.”

“Et sted som Coworking Plus er et af Nordens største iværksætter-hubs og et kæmpe aktiv i fortællingen om Odense, som måske fortjener lidt mere opmærksomhed, og er en oplagt mulighed for at facilitere alle mulige gode tiltag, støttemuligheder og brande Odense som mere end en robotby. Coworking Plus er et super eksempel på at Odense på mange måder allerede har bevæget sig fra at være en stor by til at være en storby”, fortsætter Hung.
 
Shipmondo er i en fase nu, hvor virksomheden bliver mere og mere afhængig af lokale ressourcer. Samtidig er det fuldstændig afgørende for væksten at Hung Ho og Shipmondo er i stand til tiltrække ressourcer fra andre byer, og det kræver at Odense opleves som attraktiv både i forhold til arbejdsliv og privatliv.

Fakta om Shipmondo: 

  • Shipmondos mission er at gøre ordre- og fragthåndtering nem, hurtig og billig for erhvervsdrivende ved at udnytte de digitale muligheder og teknologier.

  • Shipmondo er en komplet løsning med integrationer, ordrehåndtering, pluk-og-pak løsninger, retur, og samtidigt en platform, hvor virksomheder ganske enkelt kan booke fragt og sende til hele verden på tværs af transportører. Shipmondo kan bruges af både små startup-virksomheder og de store drenge i klassen.

  • Virksomheden blev grundlagt i 2014 under navnet Pakkelabels.dk. Efter tre år rundede de i 2017 15.000 virksomhedskunder og blev samtidigt den største fragtbooking-platform i Danmark.

  • I 2017 kunne de se, at andre lande uden for Danmark også havde de samme fragtudfordringer, som virksomheden allerede havde en løsning på. Derfor besluttede de sig for at gøre platformen tilgængelig i andre lande.

  • I 2019 var virksomheden klar til lancere i udlandet og skiftede derfor navn til Shipmondo.
  • I dag er virksomheden rundet +40.000 virksomhedskunder på tværs af landegrænser, og er også af Dansk Erhverv Digital Handel kåret som Danmarks bedste e-handelsværktøj 2021. I september 2021 kunne virksomheden rykke ind i deres nybyggede domicil i Odense SØ.

Fakta om Odin Award:

  • Iværksætterprisen Odin Award uddeles næste gang på torsdag d. 11. november kl. 17:00-19:00 på Dokk5000 på Havnegade 20 i Odense, hvor tidlgiere TV-vært, nu succesfuld serieiværksætter, Morten Resen, leder deltagerne igennem aftenen som vært.

  • Odin Award blev etableret i 2018 for at skabe et fællesskab for entreprenører på Fyn og i Odense. Hovedprisen bliver uddelt til en startup virksomhed, som har gjort det ekstraordinært godt. I løbet af årene er flere priser kommet til og i år er der 4 kategorier, hvor virksomhederne kan udmærke sig i.

  • De 4 awards hedder Odin Award – Hovedprisen, Odin Tech, Odin Concept og Odin Young.  Til Odin Award fejres de bedste entreprenører, men også de startups der kæmper for at vokse hver dag. Odin Award har været en stor succes de forgangne år, og der arbejdes løbende på at udvikle eventet og skabe de bedste rammer for alle deltagerne.

Share this Article

Del på facebook
Del på linkedin
Del på twitter
Del på email